Sorgens ufærdige digte

Sorgens ufærdige digte

Barnets håb dør! 

Blidt bærer jeg hende ind i nuet. 

Fortæl den tre-årige – at mange års håb er slukt – uopnåeligt – en livs nødvendig illusion må dø. 

Den spæde har vist det altid, men den tre-årige – ville sin mor: 

Hun skal vågne, så jeg bliver rigtig – så alt bliver godt. 

Jeg skal blive rigtig, så vågner hun, så bliver alt godt. 

MEN hun er død- Hun vågner aldrig – Barnedrømmen, troen på redning brister – håbet flagrer på mølædte vinger – bort – støvfnug i sollys. 

Barnet kæmper – fanger støvfnug i solen. Hun forstår intet. 

Tårer – tårerne er tilbage – strømmer fra hoften – klare tårer vokser ud, tynges til at slippe 

Krystalklare tårer fylder gulvet, dækker mine fødder 

Jeg står i en kilde – en kilde af krystalklare tåre en kilde af vand 

Tårer flyder fra kroppen 

Tårer er i mit livs kilde. 

Himmel, jord, tårer alt krystalklart 

Luften er blid 

Tårer – mit livs kilde 

Tårer – klare triller fra hoften – langsomt ned ad mine ben 

Tårer fra mit hjerte 

Fra mine skuldre, min øjne 

Tårer dækker mine fødder 

Blander sig med mit livs kilde 

Krystalklare tårer 

Krystalklar kilde. 

Midt i kilden danser sorgens dans 

Krystalklart vand blomstrer omkring mig 

Luften majblid og septemberklar 

Krystalklar kilde i sjælens rum. 

Tårer strømmer blidt.