Kort fra Forfatteren

Kort fra Forfatteren

Roman og delvist en biografi.

Det er en vred og barsk bog, men det er også en bog, der vidner om, at det er muligt at finde veje til et godt liv på trods af barndommens overgreb, på trods af senfølger og de vanskeligheder, der følger med.

Jeg håber, at læseren vil følge Eva, Lucifa og Rose fra barndommens overgreb ind i de unge voksenår, hvor vejene mod nye muligheder langsomt åbner sig. Gennem slid, gennem angst og vrede, men også med gode menneskers hjælp.

Som roman er nogle af hændelserne fortættet og biografien vikler sig ud og ind mellem personerne. Det ses i Roses historie i del 1. I del 2 ses det deraf, at tidsspandet i terapi er kort og personerne er meget hurtige til at opbygge tillid til terapeuten.

Bogen rummer 30 års erfaringer med terapi og møder med mange mennesker, der selv har været udsat. Brudstykker af deres historier er også vævet med ind i Eva Under Isen

Nu hvor bogen er udkommet dukker emner op, der er oplevet i terapi og uhyre vigtige. Et af dem er valget. Barnet som offer kunne ikke fjerne sig fra en situation, men den voksne kan. Erkendelsen af, at der er valgmuligheder og det at træffe sine egne valg, er det, der gør det muligt, at man kan flytte sig fra offerets plads.

Fra forfatterens efterord:  “I begyndelsen kaldte jeg bogen en spændingsroman. Dette ord kan virke stødende, og jeg er og var usikker på, om ordet skulle med. For en hverdag med ingredienser i forskellige mål af incest/seksuelle overgreb, tortur og/eller hjernevask er en dybt traumatiseret hverdag i alt sin grusomme, ødelæggende trivialitet. Det reelt spændende i romanen er personernes evne til at løfte sig op over fortiden og skabe en hverdag, der med tiden bliver til et liv, der leves; ikke bare overleves.”